At sige farvel til en trofast ven.

Skrevet af hundeadfærdsterapeut Merethe Børgart www.hundepoten.dk

Denne artikel om at sige farvel til en trofast ven, er stærkt inspireret af jeg selv måtte tage den tunge beslutning, at få min 11 år gamle dalmatiner Nevil aflivet i sommerferien. Det satte naturligvis mange tanker i gang, både om hans liv som min hund, beslutningen om hvordan det skulle foregå, hvad jeg ville efterfølgende og den sorgproces der skal være plads til, når en trofast ven gennem mange år ikke længere er ved ens side.


Vi ved jo alle sammen at det at anskaffe en hund, med det følger også sorgen over at skulle sige farvel på et tidspunkt, ingen ved - gudskelov - hvornår det tidspunkt kommer, men vi håber jo alle at der går rigtig mange år. Men det kan naturligvis også komme før enten pga. sygdom, ulykke eller store problemer som ikke lige står til at løse. Det som for mig er vigtigt, er at man kan kigge tilbage på et godt liv, at bevidstheden om at man hele tiden har gjort sit bedste som hundeejer, og givet sin hund de optimale levevilkår i dens liv, gode gåture, udfordringer og masser af kærlighed. Hvis man kan se sig selv i øjnene flere gange i løbet af dens liv, og være glad for det man gør, så er det begrænset hvad der kan være af ærgelser når den dag kommer, at hunden ikke længere er her. Og vi kan jo som sagt ikke lave om på fortiden, så det er om at gøre sit bedste i nutiden - det gælder jo over hele linien i livets aspekter.

Når jeg er inde på det bedste hundeliv for vores hunde, kan der jo være flere bud på hvad det er, og mange af mine tidligere artikler giver da også et godt praj den vej rundt. Men i det store hele er det noget med respekt, kærlighed, sjove stunder, gode gåture, god og nærende kost og det at være en del af familien hele vejen igennem. De gode gåture skulle der gerne være dagligt, det er jo også afslapning i en ellers travl hverdag. Kærlighed og respekt hænger godt sammen, det at vise sin hund at den er elsket, respektere dens natur og stimulere dens sanser efter bedste evne og tid, og sørge for der er udfordringer som hunden kan løse, og dermed opbygge en god selvtillid så de værste former for problemadfærd kan undgås. Sjove stunder er der som oftest masser af, mange kommer man måske først i tanke om når hunden ikke længere er der, og fotoalbummet bliver bladret igennem. Eller i disse digitale tider, hvor det meste ligger på computeren, og kan genkaldes med jævne mellemrum.

Jeg må da sige at da jeg selv kiggede gamle billeder, i min sorgproces var det da med både tårer i øjnene over at have mistet, men så sandelig også smil på læben over nogle af de oplevelser jeg kunne genkalde mig, hvor Nevil havde opført sig mindre hensigtsmæssigt. Der var blandt andet en episode i toget på vej til Lolland mens han stadig var hvalp/unghund. Han havde en vis forkærlighed for brød, så da en medrejsende lagde sin bolle på bordet i mellem togsæderne, var Nevil ikke sen til at snuppe en bid - det blev nu taget med et smil på læben af ham der mistede sin bolle, og undskyldningen blev accepteret. Smilet stivnede dog noget, da Nevil kort tid efter begyndte at prutte - den lille togkupe lugtede ikke godt, så det endte faktisk med at medpassageren rejste sig og gik, uden det helt store smil. Dengang og også nu kan jeg stadig mindes pinligheden, og samtidig ikke lade være at smile lidt, han forstod nu at skabe hygge og plads til kun ham og mig den kære Nevil.


Som hundeejer er det også en god idé at gøre sig klart hvad der er for hundens skyld, og hvor meget der er for ens egen, specielt når der kommer et sygdomsforløb. Vores hunde kan jo ikke selv sige til og fra i forhold til behandling, så der er det godt at være lidt forberedt på hvor langt man er i stand til at gå, og hele tiden have sig hundens tilstand for øje.


Det kan ikke undgås at efterhånden som hunden bliver ældre og ældre, jo flere ting kan der komme til, benene bliver lidt stive, synet svækkes måske lidt efter lidt, hørelsen kan også dale. Og det kan have den indvirkning at hunden bliver utryg i mange ellers trygge situationer, fordi sanserne simpelthen ikke er optimale længere, og at det måske gør ondt i kroppen. Vi kan langt hen ad vejen støtte vores hund, så den klarer situationerne igennem, det jeg vil sige med det er opmærksomheden på hvad der sker hos hunden, og at det kan være fordi den måske har ondt at reaktionerne bliver anderledes end de plejer, og det så ikke er en god idé at eksempelvis skælde ud.


En anden nødvendig beslutning man må tage undervejs er også om man ønsker hunden skal aflives, eller selv nå dertil hvor den dør. Hvor langt er man som menneske i stand til at kigge på hvad der sker, hvad er fornemmelsen af hundens tilstand og liv. Ingen kender jo hunden bedre end en selv, så beslutningen skal efter min mening altid være ens egen. Selvfølgelig sammenholdt med hvad dyrlægen evt. har at sige om mulighederne.

I Nevils tilfælde startede det med lidt hoste, og da dyrlægen kunne udelukke kennelhoste og senere hjerte- lungeorm blev han sat i behandling for vand i lungerne. Hans vejrtrækning blev stille og roligt mere og mere besværet og han begyndte også at kaste op. Efter behandling med vanddrivende og hjertemedicin i en god uges tid, uden den store effekt, samtidig med en indre fornemmelse hos mig om at der var noget værre galt, blev han røntgenfotograferet. Det viste sig han havde en ret stor tumor som sad og trykkede på hans luftrør, så han ikke kunne få vejret ordentligt. Han havde heller ikke samme appetit som ellers ALTID har været stor. Jeg kunne se i hans øjne at gnisten var ved at være væk, og havde en klar fornemmelse af at det var til hans eget bedste at tage beslutningen hurtigt. Med mine menneskelige følelser og mit behov for at sige farvel, var jeg fristet til at skyde beslutningen lidt længere, for bedre at kunne vænne mig til tanken, men det var ikke det som var bedst for ham. Han led med den dårlige vejrtrækning og de næsten 30 grader som sommeren i år bød på. Så jeg brugte lidt tid sammen med Nevil og min kæreste hvor vi klappede og nussede i bilen, hvorefter vi begge gik ind med ham. Trofast som altid fulgte han blot med, uvidende om hvad der skulle ske.
Det hele foregik meget smukt, og jeg sad med hans hoved i mit skød lige til det sidste, så en bedre afslutning kunne han ikke få - altså lige bortset fra jeg jo helst havde fundet ham død i hans kurv en morgen, og han selv var sovet ind. Men det er jo ligeså meget mit ønske om ikke at skulle have taget beslutningen om hvornår det skulle slutte.

Jeg valgte at få ham kremeret og hjem i en urne, den kunne jeg så hente en uges tid efter, faktisk præcis den dag han ville være fyldt 11 år. Så urnen og et billede af ham står nu på reolen i arbejdsværelset, så mindet om ham er altid i nærheden, og efterhånden som det kommer mere og mere på afstand, er det smilet der kommer frem for tårerne når jeg tænker tilbage på vores næsten 11 år sammen, gennem tykt og tyndt.

Jeg er glad for jeg havde tænkt på hvilke muligheder der er ved en død, så jeg var afklaret omkring kremering og urne. Det er jo muligt at få hunden med hjem, og begrave den i haven, der er dog helt specielle regler for hvor dybt hullet skal være m.m. Man kan også vælge hundekirkegårde så der altid er en plads at gå hen til. Og man kan naturligvis også vælge at dyrlægen sørger for at hunden bliver bortskaffet efter gældende regler.

Men det at have undersøgt og gennemtænkt de forskellige muligheder, inden man står overfor valget kan jeg anbefale.

Sidst men ikke mindst vil jeg tilføje at det er vigtigt man giver plads til sorgen, og vær opmærksom på at den kan prikke til gammel sorg som evt. ikke er bearbejdet - det samme kan naturligvis ske hvis ikke denne sorg bearbejdes, så kan den dukke frem senere. Tabet kan føles ligeså stort uanset hvilket dyr eller hvor lang tid man har haft det, der er ingen retningslinier hvad det angår. Så giv dig selv lov til at sørge, og søg professionel hjælp hvis det bliver for stort, det kan som sagt hænge sammen med tidligere tab.

Og med dette tæt på vil jeg blot opfordre alle hundeejere til at gøre det bedste i dagligdagen for deres trofaste ven, så man kan kigge sig i spejlet og med god samvittighed sige at man har gjort det bedste, også til sidst hvor den svære beslutning evt. skal tages.

Når så man ikke har hunden mere, melder spørgsmålet sig ofte om at få en ny. Til det vil jeg også anbefale at man tænker sig godt om. Det er sjældent en god idé fluks at gå ud at købe en ny hund, fordi der pludselig er MEGET stille hjemme. Det kan ikke undgås at man overfører nogle af den tidligere huns vaner og uvaner til den nye, og den får måske pludselig meget at leve op til. Samtidig kan det gøre at sorgen ikke helt får lov til at bundfælde sig, fordi der hurtigt er nyt liv. som oftest er det også godt at kigge sig omkring, beslutte hvilken race eller blanding det skal være næste gang, og nå derhen hvor man virkelig savner at gå de lange ture i selskab med en hund, at være tilbage på træningspladsen m.m.

Jeg er jo selv i den heldige situation at jeg allerede havde hund nr. 2, Amanda på godt 2 år. Så her er ikke helt stille efter Nevil ikke er her mere. Men det tog også hende et par uger at vænne sig til han ikke længere lå på sin pude, og den og hun nu var alene på gåturene, og ikke mindst at hun selv skal forholde sig til de gæster der måtte komme ind i haven - uden at have back-up i ham og hans erfaringer.
Efter ca. 14 dage forandrede hun sig dog en del, der kom meget mere glæde og hvalpeleg over hende igen, hun kom tættere på mig i flere situationer, og der er ingen tvivl om hun i den grad nyder at være ene hund nu. Der er meget mere tid til at træne, og hun behøver ikke gø ved havedøren for at kunne få Nevil væk fra sofaen, så hun selv kunne komme op. Nu er det bare at lægge sig godt tilrette på mors ben.
Så hun forbliver enehund et langt stykke tid, og den sociale kontakt dækkes så rigeligt af naboernes hunde, venners hunde og naturligvis til træning - så hun lider ingen social nød, dog er der ikke så mange plettede i omgangskredsen, så det må hun vente lidt med endnu…..

Skrevet af hundeadfærdsterapeut Merethe Børgart www.hundepoten.dk